Sprogkufferter med indhold

15 minutter er nok – til at styrke dit barns sprogudvikling

20.07.18
Højtlæsning er ren win win og gennem oplæsningen bliver vi voksne mindet om, hvor vigtigt det er at vi kobler af for en stund og bare er sammen med vores børn. Det at være fælles om en bog giver noget helt magisk.

Et kvarters oplæsning hver dag er med til at styrke dit barns sprogudvikling, som er en forudsætning for gode læsefærdigheder.

Med bibliotekets Sprogkufferter ved hånden, har du som forældre et godt værktøj til dialogisk oplæsning.

Dialogisk oplæsning

Betyder at man samtaler om bogen, mens man læser højt. Det vigtige er derfor ikke at læse bogen slavisk fra ende til anden. Det vigtige er den dialog, der opstår, når du snakker med barnet undervejs. Hvis der kommer et svært ord i teksten, kan I snakke om det.

Barnet kan også inddrages ved at du spørger ind til barnets hverdag med udgangspunkt i bogens handling. Hvis bogen fortæller om livretter, er det oplagt at spørge ind til barnets livret osv. Der er rigtig mange muligheder for at snakke, når man læser op.

Lad gerne barnet bruge sine sanser undervejs, da historien dermed huskes bedre. Enten ved at barnet selv sidder med bogen i hånden og bladrer og peger eller sidder med en genstand med relation til bogens handling, fx en legetøjshest, hvis historien handler om heste osv.

Dialogisk læsning fremmer børns ordforråd og evne til at formulere sig. Dialogen kommer af sig selv, når man som oplæser giver barnet feedback og peger på tegningerne og stiller spørgsmål. Men man kan udvide dialogen endnu mere - allerede ved forsiden kan du spørge børnene, hvad bogen handler om. Derved udfordrer du børnene til at bruge sproget og fantasien.

Kom ned og se de mange forskellige sprogkufferter I kan låne med hjem!

 

Materialer