Iben Mondrup Godhavn
Iben Mondrup Godhavn

Varm fortælling fra et koldt land

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.02.16
Iben Mondrup brillerer i denne lille perle af en roman, hvor Grønland er rammen om tre meget forskellige søskendes liv i et år.

Lad mig sige det med det samme – jeg er fuldstændig forelsket i Iben Mondrups Godhavn. Hvorfor? Fordi jeg kan genkende mig selv i hendes fabelagtige beskrivelser af barnets naive og uskyldige udsyn til verden. Og fordi jeg bliver rørt over beskrivelserne af den sårbare overgang fra barn til voksen, som på én gang er så voldsom og identitetsnedbrydende, men samtidig så fuld af livsmod og renegerende styrke.

Tre søskende
Vi befinder os i 1970’erne på Diskoøen i Grønland, hos en såkaldt tilflytterfamilie fra Danmark. Historien foregår over et år og fortælles i tre dele gennem børnene, som skiftes til at være hovedperson for handlingen. Bjørk, den yngste på 7-8 år, er umiddelbar, vild og kærlig – en livsglad unge med røde kinder, som endnu indgår i forholdsvis ukomplicerede relationer til venner og familie. For hende er Godhavn det bedste sted på jorden, og hun er endnu ikke usikker på sit tilhørsforhold til Grønland, ligesom de ældre søskende, der er bevidste om deres status som danskere i det lille grønlandske samfund. Knut er den følsomme i flokken, som sanser alt omkring sig, som frygter både grønlænderne, smitsomme sygdomme og sin egen begyndende pubertet. Han er den af de tre, som måske gennemgår den måske mest dramatiske udvikling - men dramaet forbliver inde i ham selv. Hilde er den ældste, og hun er både hensynslys og omsorgsfuld i sit møde med omverden. Hendes historie er nærmest en coming of age-fortælling om teenagerens stormfuld forelskelse, spirende sexualitet og forældreopgør.

Opvækst i Grønland
Dét, der binder de tre søskendes historier sammen og giver dem en fælles anke, er tabet af venner og veninder. Som danskerfamilie bliver man ikke længe i Grønland, og det er smertende for de tre børn, hver gang de skal sige farvel til et netop etableret venskab. Iben Mondrup har selv tilbragt det meste af sin barndom i Grønland, og det mærkes i hendes portrætter af både børnene og samfundet.

Uromatisk og befriende
Flere anmeldere har bemærket, at Mondrup skriver frastødende om Grønland, fordi hun bruger et sansemættet sprog: Man kan næsten lugte hundelortene og det rådne fiskefoder, se de opsvulmede hundelig for sig og smage det fade, fede sælkød. Men jeg er ikke enig. Jeg synes ikke, at Mondrup skriver om Grønland som et ulækkert, forfaldent sted – tværtimod fortæller hun befriende uromantisk og reelt om, hvordan det er at være barn og teenager i en lille flække et sted i verden. Og det er hverken mere klamt, anderledes eller frastødende end at opvokse i en landsby i Danmark med lugten af gylle og udsigten til rådne grise, der hober sig op ved siden af silotanken.

Godhavn er bestemt en varm anbefaling her i den kolde tid. 

Materialer