Ulvekvinten er en bog i mol

Da jeg tog bogen ned fra bibliotekets hylde, vidste jeg ikke, hvad en kvint var, men jeg blev optaget af titlen.

Zoe er pianist og gift med Thomas, som er forsker og i gang med en ph.d. De har sønnen Frederik på ni år. Thomas har travlt og er ofte væk hjemmefra, og Zoe formår ikke at opretholde den daglige rytme. Sønnen Frederik indretter sig stilfærdigt efter sin mors svingende humør.

Trisse Gejl skildrer på fin vis, hvordan Frederik bruger sin energi på at fornemme, hvordan moderen har det. Familien mandsopdækker Zoe, men det lykkes hende at tage Frederik med på en biltur, hvor hun kører fuldstændig hasarderet. Hun opdager nemlig, at vejens belægning giver en særlig rytme i bilen, som hun genkender som tredje akt af La Boheme.

Og hvad er det så med den kvint? Kvinten er et musikteoretisk begreb. Det er afstanden mellem fem hele toner. Ulvekvinten er en korrigering, som får systemet til at passe, men for Zoe er korrigering en falskhed, som ødelægger hendes drøm om det ideelle.

Trisse Gejl har en evne til med ganske få ord at sige utrolig meget. Som læser var jeg i samme båd som Zoes familie og venner. Jeg blev lullet ind i hyggen, og det gik først ret sent op for mig, hvor slemt det stod til med Zoes psykiske sygdom.