Ulla anbefaler: Finurlige fiktive opslagsværker

På biblioteker køber vi bøger hele tiden. Derfor er vi også nødt til at skille os af med nogle af dem igen på et tidspunkt. Nogle bliver kasseret på grund af slid, andre fordi der ikke rigtig er nogen, der låner dem.

Så jeg sad med en stak bøger, ingen har villet låne det sidste lange stykke tid, og skulle tage stilling til, om de skulle kasseres eller have en chance til, da en af titlerne vakte min nysgerrighed. Det var Unævnelighedernes store ordbog skrevet af Carsten Graff, rød som en af Gyldendals røde ordbøger og ca. samme format – men placeret under almindelig skønlitteratur.

Jeg kiggede lidt, åbnede den og fald over første side med de unævnelige ordklasser; tabustantiver, antinomier, narresutstantiver, konfliktiver osv. Lidt senere stødte jeg på unævnelig grammatik og fandt ud af, at et ”ordfor-ikke-råd” er en ”betegnelse for alt det som vi på det følelsesmæssige plan ikke føler, at vi har råd til at tale om”. Jeg opdagede, at jeg lider en smule af krænkofobi, der er en ”lammende angst for at overskride andre menneskers grænser”, at ”tidsblinde” er et fravær af evne til at kunne agere i overensstemmelse med tidsmæssigt fastsatte aftaler”, og at ”imaginymer” er ord, ”som ikke eksisterer og som derfor må findes mellem linjerne.”

Der var side efter side med finurlige og vældigt rammende ord for alt det, vi ikke rigtig bryder os om at tale om, og det var ret fantastisk, underholdende og måske også lidt forstemmende at få sat ord på sine udtalte mangler.

Faktisk er det nærmest en genre for sig – det mere eller mindre fiktive opslagsværk, der ved at binde os noget på ærmet gør os klogere på os selv som mennesker og verden omkring os. De er et besøg værd, og i modsætning til plotdrevne romaner, behøver man ikke læse dem færdige, eller læse opslagene i bestemt rækkefølge. De egner sig derfor umanerligt godt til at læse lige inden man lægger sig til at sove, når man sidder i bussen og skal af lige om lidt, eller når man er blevet invaderet af en ”samas sam” (en uinviteret gæst som du ikke kan slippe af med, fordi han er blevet hele festens centrum og omdrejningspunkt – se nedenfor).

Ud over Carsten Graffs ordbog over unævneligheder, er der Madsens ÆØÅ, der med udgangspunkt i kunstsproget volapük, fortæller på meget poetisk vis om ting, der ikke findes ord for – og om ord, der ikke findes ting for. I den mindre poetiske ende finder man Kaptajn Haddocks ordbog, som samler alle kaptajnens eder, forbandelser og fornærmelser, og giver en forklaring på, hvad der egentlig bliver sagt.

Opslagsværkerne behøver ikke dreje sig direkte om sprog. Carsten Müller Nielsens trilogi, Bestiarium, Lapidarium og Herbarium er tre små vidunderlige opslagsværker, der sender læseren på labyrintiske rejser i hhv. zoologi, geologi og botanik (måske kryptovarianterne af alle tre dele). Endelig er der også Frøydis Sollid Simonsen, som har skrevet Dyr (sorteret efter alder). En lille bog, der via de leksikalske opslag bliver til en meget rørende fortælling om forholdet til en syg og dement bedstemor.

Men måske er det bare mig, der lider af edutainmentalisme – og hvad det skal betyde, må du slå op i ordbogen – den med unævnelighederne.