Trækfugle og uldstrømper med sjæl

Gå efteråret i møde i lænestolen fx med "Hosekræmmeren", mens du nynner "Sig nærmer tiden", begge dele forfattet af Steen Steensen Blicher, årets klassiker, vores egen geniale og nedtonede jyske guldalderdigter.

St. St. Blicher kunne om nogen formidle livet på heden, så selv sjællandske forstadsbørn fornemmer den store himmel og de lyngklædte vidder. Hans fortællinger drejer sig om menneskelige relationer, om naturen, om de store følelser, om livet som det levedes i 1800-tallets Danmark – også hos bønderne, eller i den historiske fortælling om Marie Grubbe.

Blicher startede som lyriker, men bevægede sig senere over mod prosaen. Han var forud for sin tid med sine mere nuancerede fortællerstemmer og sine fine psykologiske karakterskildringer i de mange noveller, som den dag i dag kan læses for sin indsigt.

Blicher var en digter, som talte til flere end bedsteborgerne, og han skrev endda også nogle af sine historier på dialekt. Snup en fortælling til blæsevejr og gæs på træk og oplev en vaskeægte klassiker!

Blicher på film

I 90'erne blev "hosekræmmeren" faktisk filmatiseret under titlen: "Cecilia". Du kan finde den på DRs hjemmeside, og endnu tidligere, i 70'erne, kom En jysk røverhistorie også som film. Se den den på Filmstriben.