Tilbage til digtlæsningen

Digtanbefaling fra en digt-novice.

Hånden på hjertet, jeg læser nærmest aldrig digte. Genren har for mig altid været forbundet med lektier og analyse, og ikke så meget den gode læseoplevelse. Men efter at have snakket med flere kollegaer, som læser digte fik jeg mod på at prøve igen. Det ledte mig til den danske digter Rasmus Nikolajsen og hans samling ”Tilbage til unaturen” fra 2016.

Det er en samling af digte, som Nikolajsen har skrevet under åben himmel, og som reflekterer over mennesket og dets forhold til naturen. Det gør den samtidig til en særdeles aktuel digtsamling i disse tider, hvor debatten om klimaet raser.

Digtene er skrevet i et system, hvor hvert digt har 8 strofer, og det gør den dejlig overskuelig for en digt-novice som undertegnede uden tvivl er. Digtene er til tider personlige, men samtidig er der mange ting, som man sagtens kan relatere sig til som læser. Men mest af alt er bogen bare pakket med tekster, som både er smukke, rørende og tankevækkende. Som denne lille smagsprøve fra digtet ”Mønsted kalkgruber, 15. februar 2013”.

Kalken er massiv, men sårbar,/
som en krop. Fugt klemmer sig ud/
og vokser sammen til bække,/
søer; klare som ellers kun
tanker kan være, men sjældent
er. Det er som at gå rundt i
sin egen hjerne lige før
en drøm bryder frem.

Hvis du også har svært ved at læse digte, og mangler et sted at starte, så er ”Tilbage til unaturen” et godt sted at starte. Men alt i alt, så er det bare en dejlig læseoplevelse.

Portræt af Rasmus Nikolajsen
Foto: Anne Mie Dreves
24.10.19