Thorbjørns sommerlæsning - fra Colorado til Grønland

Henover sommeren kan du følge med i hvad bibliotekets medarbejdere glæder sig til at læse - eller allerede har læst - på ferien, hjemme i haven eller på stranden.

Denne sommer vil jeg læse fire bøger, som jeg har glædet mig til i lang tid. Jeg ser nu, at der er et tema, de er enten historiske romaner eller samfundsdiskuterende romaner. Eller begge dele. Sjovt.

Coloradosagaen af James Michener. Jeg skal på ferie i USA, og vi kommer til at tilbringe en stor del af tiden i midtvesten – altså på den gamle prærie. Coloradosagaen (ja, det er denne bog, tv-serien er bygget op omkring) handler om USA’s historie fra oldtiden op til i dag (bestil den her, fra bibliotek.dk).

Efter solen af Jonas Eika. Jeg skal interviewe Jonas Eika til Hillerøds litteraturfestival Ordet er Løs i oktober. Bogen har modtaget et hav af priser og skulle være fremragende. Den foregår i en umiddelbar fremtid og beretter om, hvordan samfundet står overfor det totale kollaps.

De ufuldkomne af Tom Rachman. Bogen handler om en traditionsrig avis, der er ved at bukke under. Man følger en række medarbejdere med hver sit fagområde og får et 360-graders indblik i journalistikkens vilkår anno 2011.

Rød mand/sort mand af Kim Leine. Jeg er kæmpe Leine-fan og kan ikke vente længere med at kaste mig over hans seneste mursten. Den burde måske læses i læ af vintermørket, siden den hovedsageligt foregår på Grønland i vinterhalvåret, men jeg er ligeglad. Hurra for Leine.

Foto: Hillerød Bibliotekerne
Foto: Hillerød Bibliotekerne