Stream hundredevis af film via biblioteket

Få ting er så hyggelige som overflødighedshornet af naragtigheder d. 1. april. Vi har den anledning samlet en række sjove film, som du frit kan streame på bibliotekets filmtjeneste: Filmstriben.

Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud til dig. Filmstriben kan bruges af alle, der er oprettet som bruger på deres lokale bibliotek. 

Filmstriben indeholder en bred vife af spillefilm, kort- og dokumentarfilm for børn, unge og voksne.  Vi bestræber os på at udvælge alt det bedste inden for alle genrer.

Sådan gør du

Du kan se film direkte på din computer, eller hente Filmstribens app, Filmstriben Next, til din iPad og iPhone. Du kan altid finde et link til Filmstriben på bibliotekets hjemmeside, og ellers finder du Filmstriben her.

Her er et lille udpluk af de mange sjove film, du kan finde på Filmstriben:

A long way down

Fire fremmede mødes tilfældigt nytårsaften på toppen af en af Londons skyskrabere. Alle har de til hensigt at springe i døden. I stedet indgår de en pagt om at holde sig i live og holde sammen til Valentinsdag.
Instruktør: Pascal Chaumeil

All inclusive

Lise er netop blevet forladt af sin mand, så humøret er skidt, da hun tager med døtrene Ditte og Sigrid til Malta. Døtrene har hver deres ide om hvordan Lise skal muntres op. Moderen bliver dog lidt for munter efter døtrenes mening, da en ferieflirt med bartenderen, Antonio, bliver til mere end flirt.
Instruktør: Hella Joof

Amatører til søs

Det er midsommer i skærgården med alt hvad det indebærer af fest, både og lystsejlere. Midt i dette havner Stig Helmer og hans norske ven Ole, og ingen af dem er et naturtalent til søs.
Instruktør: Lasse Åberg

Celebrity

Manhattan-journalisten Lee Simon vil skilles og realisere sig selv som romanforfatter og elsker efter 16 års ægteskab. Men det er hans selvudslettende kone Robin, der udvikler sig både i karrieren og i kærligheden.
Instruktør: Woody Allen

Charlie og chokoladefabrikken

Lille Charlie Bucket kommer fra fattige kår og ikke mindst derfor er hans glæde enorm, da han vinder en præmie, der gør ham til en af de få udvalgte, der får lov til at besøge en berømt chokoladefabrik, der ellers er lukket for omverdenen.
Instruktør: Tim Burton