Stines sommerlæsning - helt tæt på Astrid

Henover sommeren kan du følge med i hvad bibliotekets medarbejdere glæder sig til at læse - eller allerede har læst - på ferien, hjemme i haven eller på stranden.

Denne sommer SKAL jeg have læst Jens Andersens Denne dag, et liv om Astrid Lindgren.

Astrid Lindgren har altid været en del af mit liv. Ikke mindst min barndom. Som bøger, jeg fik læst højt. Som bøger, jeg selv læste. Som film, jeg så og genså. Men jeg ved faktisk utroligt lidt om hendes liv. Om hende, som person. Og derfor vil jeg rigtig gerne læse denne bog. Jeg har læst nogle enkelte sider, men den hektiske hverdag med job og mange børn og trummerum har stadig ikke tilladt mig at få den læst færdig.

Denne sommer skal det være slut! Denne sommer vil jeg tage mig tiden, tillade mig selv den luksus at sætte mig alene, i ro, og læse om Astrid. Ikke mindst også skyndet på af det faktum, at Jens Andersen vandt en pris for nylig – godt nok for hans biografi om Kim Larsen (som jeg også gerne vil læse), og fordi jeg allerede med de få sider, jeg har fået læst, kan mærke, at her er en historiefortæller, der fortæller fantastisk om en anden fantastisk historiefortæller.