Bogforside af "Rud" af Kamilla Hega Holst.
Rud af Kamilla Hega Holst. Forlag: Rosinante

Roden til alt ondt

09.05.18
”Rud” er den prisvindende børnebogsforfatter, Kamilla Hega Holst, seneste voksenroman. En dramatisk fortælling om magtspil, magtmisbrug og opgør mellem mennesker.

Dysfunktionel ferie

Kaisa tilbringer sommerferien med sine to teenagebørn, Malte og Mira, i sommerhuset i Tisvildeleje. Alt ånder idyl… i hvert fald på side 1. På feriens sidste dag forsvinder Malte. Malte tager ofte på "udflugt", men denne gang føles det anderledes. Kaisa beslutter sig for at bryde ind i Maltes værelse og træder dermed ind i en teenagers dybeste afkroge: et rod fyldt med hemmeligheder og mystiske ledetråde, der altsammen peger i retning af en kompliceret sporleg.

Kaisas eks-mand, overlægen Simon, kommer til sommerhuset. Han tager brutalt hånd om Kaisa, og tager hende med stor alvor ud på den leg Malte har tilrettelagt. I Kaisas fortælling afdækker hun sin egen personlighed og forholdet til Simon fra den gang de mødtes til nu. 

Litterære labyringter

”Rud” er en utrolig velskreven og tankevækkende bog. Uden forblommede vendinger eller moralske opstød, skildres en familie, som er fanget i en ond cirkel af dysfunktionalitet. Hega Holst skriver sprogligt raffineret og elegant om dels forsøget på at finde en vej ud af et betændt forholds mareridtsagtige labyrint, dels at invitere læseren til at tænke over et dysfunktionelt familieforholds rodfilter.

Det er ikke en roman, man læner sig tilbage med til en flad ostemad og en kop te. Derimod er det en læseoplevelse, som får en længere og længere ud på kanten af stolen i takt med at bogens personer nærmer sig afgrunden.

"Rud" er nomineret til DR Romanprisen 2018.