Peter Øvig Knudsen
Forfatteren Peter Øvig Knudsen

Portræt af den ilde hørte sandhed

17.11.16
Peter Øvig Knudsen reflekterer over de svære overvejelser og kontroverser i forbindelse med hans bøger om bl.a. hippier og danske Gestapo-bødler.

Prisen for at skrive

At skrive om betændte emner i moderne dansk historie har sin pris. Ikke nok med at Peter Øvig Knudsen har helliget sig over 20 år sit liv til denne opgave, så er personangreb, politianmeldelser, retssager og trusler på livet snarere reglen end undtagelsen efter udgivelserne.  

Peter Øvig reflekterer i ”Nakkeskuddet” generelt over sit liv og arbejde som journalist og forfatter. Bl.a. lægger han vægt på det forhold, han har mellem interviewpersonerne (eller deres slægtninge), som medvirker i bøgerne. Ofte (ikke altid!) er mønstret det samme: i begyndelsen er der spontan lyst og vilje til at virke, for så uden varsel at skifte til modvilje, lukkede døre og decideret fjendskab.

Erindringskonflikter

Konflikterne opstår, når personlige erindringer går stik mod andre kilder. F.eks. historien om en ældre kvinde, der fortalte, hvordan hun som modstandskvinde blev tortureret af den danske Gestapo-bøddel, Peter Birkedal. Under sin research i Rigsarkivet fandt Peter Øvig beviser på, at hun snarere blev forført af Birkedal i fængslet, siden blev hans håndlanger og elskerinde. Men sådan kunne hun ikke huske historien: i sin erindring var hun en tapper modstandskvinde, der holdt tappert stand mod den dæmoniske Birkedal.  

Ved at vælge at fortælle den ilde hørte sandhed, har Peter Øvig betalt en høj, personlig pris med brudte ægteskaber og dybe depressioner – og fået mange fjender.  Og trods han er tvunget til at vælge mellem pest eller kolera, så hverken angrer eller skåner Peter Øvig sig selv, når han tager sine – ofte moralsk forkerte - beslutninger. Den historiske sandhed er grundstenen i hans arbejde.

Medrivende erindringsbog

”Nakkeskuddet” er en utroligt medrivende bog. Peter Øvig skriver blændende og man behøver ikke at have læst hans bøger for at få glæde af hans erindringsbog (!). Samtidig får man som læser et fascinerende kig ind i den enorme arbejds- og skriveproces, en kompromisløs forfatter og journalist lægger for at beskrive virkeligheden.

Materialer