Personalets favoritter - Merete

I denne måned er det Merete, der kommer med gode anbefalinger.

Sommeren er over os og for mange er sommer lig med ferielæsning. Derfor er det dejligt, at jeg får lov til at vise, hvilke bøger jeg synes kunne være et godt bud på en god læseoplevelse. Jeg læser ret bredt, men en god skandinavisk krimi ligger altid parat enten i min kuffert eller på mit natbord. Jeg er f.eks. vild med Jo Nesbø´s serie om Harry Hole.

Gode slægtsromaner har også høj prioritet – specielt dem, hvor der er flere i serien. Et godt bud her ville være Jan Guillou´s serie om 1900 – tallet, startende med Brobyggerne. Derudover fristes jeg også meget tit til at låne bøger med hjem,  hvor illustrationerne er det primære og teksten det sekundære. Serien om Aarhus i årtier er en fantastisk bogudgivelse.

Til sidst vil jeg lige slå et slag for lydbøger, som jeg er stor fan af. Det er god underholdning til bilture, trivielt arbejde eller hvis man bare skal nyde solen, liggestolen og et enkelt glas rosé.

Merete finder du oftest i voksenafdeling. Hun har et stort lokalkendskab og giver gode tips til kulturtilbud i nærområdet gennem vores biblioteksklub. Det er også Merete, der betjener biblioteket på ATP.

Bibliotekar Merete Wiuff
Bibliotekar Merete Wiuff
18.07.18