Personalets favoritter - Karen

Tag et kig i vores kunstformidler Karens bogreol.

Mine læsevaner har lige så meget retning som vinden blæser. Klassikere, samtidslitteratur, kunstnerbiografier, dramatik og digte. Jeg kan blive ved med at vende tilbage til forfattere som Karen Blixen og Hemingway, der på hver deres måde skaber magiske læseoplevelser, som forbinder min egen nutid med fortid, myter, og utrolige hændelser. Tænk bare på fortællingen om den gamle mand, der udfordrer sin skæbne på havet - eller Babette, der skaber fred og forsoning gennem madlavningens kunst. Det er stor, stærk og smuk litteratur!

Jeg nyder også at læse både dansk, svensk og norsk samtidslitteratur. Nordiske forfattere kan bare noget med at gå i kødet på de store eksistentielle spørgsmål gennem ligetil og genkendelige hverdagsskildringer. Helle Helle, Lena Andersson, Lone Hørslev, Erlend Loe og Tomas Espedal er bare nogle af dem, jeg holder af at læse. Ved siden af den skønlitterære læsning elsker jeg at dykke ned i store, tykke kunstbøger, som åbner vilde og kreative verdener op i den grå hverdag.

 

Karen Elsebeth Jensen
Af Anonym (ikke efterprøvet)
14.09.18