Bibliotekar Nanna Bresson i sin have

Nannas sommerlæsning

06.07.22
Læselykke i liggestolen

Bierne summer i berberisbusken, sommerfuglene sværmer florlette om sommerfuglebuskadset, solen skinner fra en skyfri himmel, havet glinser i det fjerne. Jeg sanser det, nyder det, og vender så tilbage til bogens verden.

Sådan er livet i min liggestol.

Jeg starter gerne min ferie med en god krimi, og denne gang skal det være Yrsa Sigurdardóttirs ”Under sneen”. Alene titlen svaler på en varm sommerdag, men den er også foruroligende, et iskoldt gys var der vist en, der beskrev den som. Jeg mødte Yrsa Sigurdardóttir for nogle år siden på biblioteket, hvor hun og Sara Blædel fortalte om at skrive krimier. Tænk at det søde menneske kan skrive så gruopvækkende. Det fascinerer mig, så jeg kryber godt ned i liggestolen og snupper et grumt gys.

Pia Tafdrups poetiske storværk ”De fem sanser” skal berolige mit nervesystem efter det iskolde gys. Det er digte om menneskets sanser, om naturen og om objekter, der kredser om både nærvær og fravær. Det er en læseoplevelse, som jeg har set umådelig meget frem til at få tid og ro til.

Stine Askovs nyeste roman ”Nøjsomheden” kommer jeg ikke udenom, og det vil jeg heller ikke! Stines debutroman ”Katalog over katastrofer” vakte min interesse for Stines forfatterskab. Jeg har en forkærlighed for romaner, der skildrer de utilpassede, det lidt skæve, de svære relationer. Stine formår at beskrive mennesker og deres relationer, så jeg forstår dem og føler omsorg for dem. Det kan jeg lide.

Af samme grund vil jeg også gerne læse Jens Vilstrups ”Lalandia” om to brødre, der vokser op på Lolland, men mister kontakten. Endnu en lovende beskrivelse af mennesker og deres relationer, men også en samfundskritisk roman om et ulige Danmark. Jeg har ikke før læst Jens Vilstrup, og jeg glæder mig til det nye bekendtskab. Jeg tror, at jeg har røbet det før, men jeg tilstår igen, at der er noget ved gule forsider, der drager mig. Forsider betyder altså noget!

Sara Stridsberg betog mig i den grad med sin roman ”Kærlighedens Antarktis” om en myrdet kvinde, der beretter fra dødsriget om sit korte liv på Jorden. En fremragende og utrolig smuk fortælling sanseligt og poetisk fortalt og samtidig så rå og barsk og dyster, foruroligende og fuld af modsætninger. Jeg har aldrig læst noget lignende, og det var en af de bøger, der rumsterede længe i mig. Stridsberg står klar med en ny novellesamling, og jeg er nu klar til mere Stridsberg. Hunter i Huskvarna er 11 noveller om menneskers længsel, om kærlighed, om relationer … og som en anmelder i Politiken skrev: om flimrende sommerfugle.

Jeg drømmer om at forlænge opholdet i liggestolen og rejse videre i litteraturen med Marta Orrantias ”Livet i bakspejlet”, Svend Brinkmanns ”Vi er det liv, vi lever: en fortælling om skæbnen”, Monika Fagerholms ”Lola omvendt” og Gunnhild Øyehaugs novellesamling Onde blomster.

I min liggestol får også drømme vinger.