Midt i en coronatid

Da personalet på biblioteket arbejdede hjemmefra på grund af coronaen, var der en klog kollega, der gjorde os alle opmærksomme på, at det var en tid, hvor det var ekstra vigtigt at reflektere over, hvad der gør os taknemmelige.

”Tænk over tre ting hver dag, der gør dig taknemmelig.” Der er meget at være taknemmelig for! En dag slog det mig, at jeg helt grundlæggende er taknemmelig for, at der findes mennesker, der formår at sætte ord på verden og lader os læse med.

I den første periode, hvor jeg arbejdede hjemme, fyldte coronaen og uvisheden i min bevidsthed, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om at læse romaner. Her kom mine digtsamlinger, hvoraf mange er arvet fra min far, mig til undsætning. Jeg støvede de gamle bøger af og fandt ro og inspiration i at læse de smukke digte. Biblioteket gemmer på mange fine gamle digtsamlinger, såvel som mange nye selvfølgelig, og nu hvor vi har åbent igen, kan jeg varmt anbefale dig at låne og læse digte.

Du kan også finde digte på Arkiv for Dansk Litteratur http://adl.dk/, og på www.ereolen.dk kan du låne digtsamlinger digitalt. Jeg læste bl.a. Ambrosius Stub, Valdemar Rørdam, Ludvig Holstein, Jens August Schade og Poul Borum. Jeg håber, at du kan finde lige så stor glæde ved digtene, som jeg gjorde og gør. Valdemar Rørdam skrev: ”Men i dag er jeg Blæsten, der suser over landet, en gråvejrsluft, en Forårsblæst, og slet ikke andet.” Med de få linjer fik han flyttet mit blik til blæsten udenfor, som jeg nu betragtede nysgerrigt og nærværende. Jeg tror, at lyrikken kan øge vores nærvær og få os til at løfte blikket og sanse livet omkring os. Den kan også få os til at kigge indad og reflektere over vores liv. Under coronaen gav den mig en fornemmelse af ikke at være alene, af at nogen en gang i andre tider har følt som mig, tænkt som mig, sanset som mig. Det havde jeg brug for! Midt i et digt kom taknemmeligheden til mig. Taknemmeligheden for litteraturen og det perspektiv, den giver.

Nu er jeg tilbage på biblioteket og har lyst til at læse nogle af vores fantastiske nulevende digtere. Jeg har kun nået at skimme Eske K. Mathiesens nye digtsamling Omveje. Jeg glæder mig til at fordybe mig i den i min ferie. Ligesom Ludvig Holstein henter Eske K. Mathiesen ofte sin inspiration i naturen uden sammenligning i øvrigt. Den spritnye digtsamling Bag om min far af billedkunstneren Kaspar Kaum Bonnén ser jeg også frem til at læse i min ferie. Beskrivelser af relationer mellem mennesker, måske især de besværlige relationer, har altid min interesse. Bonnén skriver om forholdet til sin far, og hvordan han har spejlet sig i ham. Han har tidligere skrevet om forholdet til sin mor. Også den bog har jeg til gode.

Efterhånden kom roen, og jeg har læst og lyttet til mange gode romaner.

Ar af Auður Ava Ólafsdóttir har min mand og jeg nydt at lytte til om aftenen via eReolen. Skøn, livsbekræftende roman om en mand, der efter en skilsmisse beslutter at begå selvmord. Heldigvis rejser han i stedet til et andet land, måske et Balkanland, og selv om landet er hærget efter krig, finder han her mening med sit liv. Vi læser i øvrigt op af romanen til Skumringstime på biblioteket i november. 

Bæst af Ane Riel om drengen Mirko, som forelsker sig i nabokonen Danica. Hun gifter sig dog med en anden og får en kæmpe af en søn. Resten må du selv læse, for det er en bog, der skal læses, ikke genfortælles. Jeg er vild med Ane Riel. Hendes sprog er fantastisk, og hendes persongalleri er levende og godt beskrevet.

Kærlighedens Antarktis af Sara Stridsberg, hvor en myrdet kvinde fortæller om sit liv og ikke mindst sin meget voldsomme død. Hun ved, at hun går døden i møde, da en fremmed samler hende op, men hun har alligevel ikke længere noget at leve for. En smuk, poetisk, men meget barsk roman, som ikke er for folk med sarte nerver.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug om en bedemandsfamilies historie gennem syv generationer. En morbid, humoristisk og kulturhistorisk interessant roman.

De døde fylder dagene med en smag af mønter har jeg læst med stor fryd. Bogen har netop vundet DR Romanprisen og er skrevet af vores lokale forfatter Carsten Müller Nielsen. Romanen handler om en ukrainsk soldat, der har ryddet op efter ulykken i Tjernobyl. Han møder en prostitueret på en bar og fortæller hende i løbet af en nat sin historie. En poetisk perle, velskrevet og vedkommende.

Flere af de romaner, jeg har læst, og beskriver her, er temmelig dystre. Nu trænger jeg til noget mere muntert, der kan få mig til at grine. Jeg er derfor i gang med Stine Pilgaards Meter i sekundet og er meget begejstret. Dernæst vil jeg læse Tour de chambre af Tine Høeg. De skriver begge humoristisk og skarpt, og jeg har glædet mig til deres nye udgivelser.

I dag er jeg taknemmelig for:

  1. Litteraturen og det, den kan
  2. At mit nysåede græs har fået en masse vand fra himlen
  3. At biblioteket er åbent, så vi kan få gode snakke om litteraturen og livet

Hvad er du taknemmelig for? Og hvad giver litteraturen dig? Kom på biblioteket og lad os få en snak. Vi er lige her!