Bogforside

Men størst af alt er kærligheden

30.09.16
At have en psykisk syg nabo kan være udfordrende, at have en psykisk syg ven kan være svært, at have en psykisk syg halvbror kan være vanskeligt, men at have et psykisk sygt barn, som man har kendt og elsket helt fra det lå i maven, må være noget af det allermest smertefulde.

Charlotte Strandgaard skriver om sin søn Hans, der som 19-årig sprang ud af et vindue på fjerde sal, og overlevede, men fra den dag var mere eller mindre underlagt behandlingssystemet og dets præparater og i særdeleshed sine indre stemmer og deres magt, indtil han døde som 49-årig i 2012.

Bogen Hans er skrevet som den dialog med sønnen, som de begge havde aftalt skulle tage udgangspunkt i Hans’ journaler, men som de ikke nåede før han døde. Hans er du i bogen, og Charlotte Strandgaard fortæller om sit førstefødte barn, fra han lå i maven til den allersidste dag, han var til stede på jorden. Det bliver en monolog, og moderen savner at Hans svarer.

Vi kommer til at kende et dejligt barn og et ligeværdigt mor-søn forhold. Familien rundt om Hans elsker ham med hud og hår, og omvendt, og det er svært at sætte fingeren på nogle særlige forhold, som skulle kunne resultere i svær skizofreni senere i livet. Men det er sådan en granskning af alle små og store detaljer fra barndommen, som Charlotte Strandgaard gennemgår for at finde de ’fejl’, der kunne være blevet begået og netop ikke lader sig finde.

Der er mange hjerteskærende situationer og minder, mange urimeligt hårde vilkår. For eksempel at Hans også blev misbruger undervejs i sin sygdom.

Charlotte Strandgaard fortæller med stor kærlighed og stor smerte. Som læser får du et virkelig godt indblik i sundhedsvæsenets behandling af psykiske syge - og deres pårørende. Allerstærkest fornemmer vi dog en mors kamp for at gøre det så godt som muligt for det elskede barn, det barn som er blevet en stor og voksen mand, som kan skræmme livet af udenforstående med sine monologer og sine udbrud, men til det sidste er et ekstraordinært følsomt og fredeligt menneske.

Og hvis man bare har selv den mindste berøringsflade med nogle, som er psykisk syge, hvilket vi vel alle har – om ikke andet dem vi møder i det offentlige rum – så er bogen en vældig god indføring i et sårbart sind. Værd at tage med sig.

Materialer