Læs og lyt til du segner

Kender du de "blå titler" på eReolen?

eReolen er bibliotekernes e-bøger og lydbøger på nettet. Stream eller download bøgerne på eReolens app eller brug hjemmesiden på din computer, hvor der er tusindvis af titler at vælge imellem.

Men kender du de såkaldte ”blå titler”? Det er e-bøger og lydbøger, som ikke tæller med i dine normale udlån. Det betyder altså, at du ikke løber tør for læsestof, selvom du skulle have overskredet din månedlige udlånskvote.  

Her er blot et lille udvalg af de mange ”blå titler”, som du kan dykke ned i.

Hvor der er vilje af Jeffrey Archer

Fortællingen om Clifton familien er uden tvivl en af de senere års mest populære bogserier. Handlingen udspiller sig fra 1920 til slutningen af det 20. århundrede i syv bøger, som er perfekte til juleferien. Lad ikke seriens mange antal bøger skræmme dig – man kan ikke stoppe, når man først er kommet i gang.

Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank:

I denne biografiske roman fortæller Michael Frank om sin opvækst i 1970ernes Los Angeles i en usædvanlig tætvævet familie, hvor især forholdet til fasteren både er nært og problematisk. Det finder Michael ud af, da han forsøger at løsrive sig på kanten til voksenalderen. Fasteren er Harriet Frank Jr., som var en populær filmproducer og manuskriptforfatter i Hollywood.                      

DNA af Yrsa Sigurðardóttir

Krimi i verdensklasse fra den islandske krimidronning. En kvinde myrdes brutalt, og kvindens lille datter, der gemmer sig under sengen, er det eneste spor som kriminalassistent Huldar har at gå efter. Kort efter myrdes en anden kvinde og politiet får travlt. Første bind i serien om Freyja og Huldar.

Homo Deus: En kort historie om i morgen af Yuval Noah Harari

I disse tider er der sikkert mange, som går og tænker på, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Det samme gør den israelske historiker Yuval Noah Harari, som i ”Homo Deus” analyserer vores nuværende kultur, etisk, kulturelt og teknologisk og opstiller et fremtidsscenarie for det 21. århundrede. Fra hvordan vi overvinder døden, til hvordan vi skaber kunstig intelligens – og han stiller det fundamentale spørgsmål: Hvor går mennesket hen herfra?

Emma af Jane Austen

I denne klassiske kærlighedsroman følger vi den smukke og velhavende Emma, som er førstedame på familieejendommen Hartfield i Surrey. Emma er så optaget af at spille Kirsten Giftekniv for andre, at hun er nær ved at forpasse sin egen chance for at opleve kærligheden.