"Krystalklart, benhårdt og vildt interessant."

Roligt og klart, men også umådeligt klamt og ret syret. Og kombinationen af roligt klamt og klart syret er mildt sagt fascinerende. Og så er Eika nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Det sprøjter med væsker – fra relativt uskyldig eukalyptusshampoo over næsten uskyldig appelsinsaft til blod, sved, spyt, sæd og solcreme i virkeligt konfronterende meget grafiske billeder. Men det klamme har en pointe. Der er en transformatorisk kraft i det klamme. Et forsøg på at blive et med noget, som går igennem novellesamlingen "Efter solen" som et tema.

Novellerne er blevet beskrevet som sci-fi, og de har også et lidt uvirkeligt præg over sig, som om de foregår i en verden, der ikke helt er vores. Men det er for nemt at afvise, at det skulle være vores verden; det er også solid samtidskritik. I novellen ”Bad Mexican Dog”, der handler om et hold Beach Boys på et resort i Cancún, er det på den ene side vores verden – det er bare en grim bagside, der udstiller den grove udnyttelsesøkonomi, som turisme også er. På den anden side er det samtidig en syret (og klam) fortælling om at finde ind i egne ritualer om liv, død og symbiose ved at onanere i flok på omvendte parasolstænger med aftersun som glidecreme.

Generelt er personerne i novellerne mennesker på kanten. Uanset deres forskellige baggrunde, er de alle gidsler i en eller anden form for markedssystem, samtidig med at der er en udtalt længsel efter samhørighed eller symbiose med noget, der peger ud over kapitalisme, sorg, stoffer eller sexturisme. Som fx Antonio i novellen ”Rachel, Nevada”, der finder en mystisk genstand i ørkenen, som udsender en slags skrig, der tiltrækker både dyr og planter. Antonio forsøger at forbinde sig til genstanden og udstøde samme slags endeløse skrig, så også han bliver pakket ind i alle dyrene og kan føle sig et med skriget og deres kroppe.

Lyder det syret? Det er det også – men det er også krystalklart, benhårdt og vildt interessant.

Du kan høre Jonas Eika i samtale om det at skrive med et formål og litterære forbilleder på Ordet er løs 5. oktober 2019 - læs mere om festivalen her.