Intens Carsten Jensen-roman er rå og rystende

Da Kim Leine tidligere i år udkom med krigsromanen Afgrunden, blafrede litteratursiderne i de danske dagblade på forhånd af forventning, men forud for Carsten Jensens spritnye roman, Den første sten, der netop er udkommet på Gyldendal, er suset vokset til vindstød af stormstyrke.

Ligesom Afgrunden er Den første sten en krigsroman, men mens Kim Leine skuer bagud til den finske borgerkrig og den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, finder Den første sten udgangspunkt i Afghanistankrigen, som danske soldater har deltaget i siden 2001.

Presset vokser ubønhørligt

Romanen handler om en nyudsendt deling soldater i Camp Price i Helmand-provinsen. De danske drenge udgør en relativt uskyldig og uprøvet gruppe, der af forskellige årsager er endt i et ørkenlandskab, som læseren og soldaterne langsomt indser er jordens ende. Her vokser ingen frugtbare gevækster, kun krigen, svigen og meningsløsheden trives. De pæne danske moralbegreber kan ikke finde noget at bide sig fast i her, hvilket soldaterne langsomt forstår med indadvendt gru.

Mest spændende historie siden Undtagelsen 

Den første sten er bygget op som en spændingsroman, der langsomt tager til i styrke. På godt 600 sider har Jensen masser af plads at slå sig løs på, men det er næsten ikke nok, når man tænker på den vilde, faktisk vanvittige historie, han her har skruet sammen. Delingen oplever undervejs en katastrofe, hvor en masse kammerater må lade livet, og derfra er der ingen vej tilbage. 

Den første sten er en stærkt medrivende fortælling, der både vil finde et stort publikum i dag og i fremtiden. Krigen og dens altødelæggende natur bliver skreget ud på siderne, men det gør hverken bogen tung eller monoton. Det er ikke Jensens smukkeste bog, men det er noget af det mest underholdende skrevet på dansk siden den fabelagtigt spændende Undtagelsen af Christian Jungersen.