Ingeborg anbefaler: Londonstemning og gode typer

Trænger du til en god historie med spænding og intriger?

Prøv Robert Galbraiths, alias Joanna K. Rowlings, detektivserie om den etbenede krigsveteran Cormoran Strike, som sammen med sin medhjælper Robin Ellacott (- på trods af fornavnet en ung kvinde) løser diverse indviklede sager i nutidens London.

Robert Galbraith er J. K. Rowlings pseudonym. Måske for at lægge afstand til serien om Harry Potter, for denne serie om en detektiv er langt fra det eventyrlige Potter-univers. Hér tages vi med på nogle meget realistiske locations i et mangfoldigt London.

Sagerne, som Strike og Ellacott skal løse, har afsæt i både den mere mondæne og celebre verden og ’under-England’. Og det fungerer rigtigt godt både for handling, person – og miljøbeskrivelserne. For det første bliver hovedpersonerne introduceret grundigt og menneskeligt, så man meget hurtigt kommer til at holde af dem. De er langt hen ad vejen hinandens modsætninger, hvilket giver masser af dynamik i historierne. Deres indbyrdes forhold bølger frem og tilbage i takt med hver deres egne personlige problemer og spilles op mod de sager, de skal løse.

For det andet er beskrivelserne af bipersoner, byen og dens rum rammende og præcise, så de enkelte fortællinger hænger sammen på en overbevisende måde. Galbraith har en dejlig engelsk tone, som kombinerer det nøgterne med en god underspillet humor.

Sidste udgivelse ”Den hvide død” kom i slutningen af 2018, og vi er nogle der ser frem til mange flere bind i serien!

Får du blod på tanden, kan den spændende og yderst vellykkede filmatisering af serien også anbefales!