Henriettes sommerlæsning

Dyrenes følelser, healing og jumbobøger

Min sommerferielæsning i år kommer til at handle meget om dyr, deres følelser og healing. Og så kommer den også til at handle lidt om os mennesker, vores følelser og healing, i forening med dyrene. Og så lidt om dyrene i Andeby.

Dyrenes følelser og vores følelser for dyr

Hvad tænker dyrene? Føler høns empati med hinanden? Er grise bevidste om deres egen eksistens, og hvad oplever får og køer egentlig, når de omgås mennesker?

Jeg er vokset op med et liv omgivet af dyr, og har altid interesseret mig meget for dyrs tanker, følelser og indre liv. Det er der heldigvis kommet meget mere fokus på de senere år. Og da jeg opdagede, at professor i etologi, Per Jensen, har skrevet en helt ny bog, der handler om de seneste videnskabelige opdagelser om dyrenes indre liv, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at læse den.  

Vi ved i dag mere end nogensinde om følelser, tanker og kognitive egenskaber hos de dyr, der ender på vores middagsbord. Uden at moralisere over, hvad vi spiser, stiller Per Jensen de svære og vigtige spørgsmål, som vi alle må tage stilling til. Han stiller spørgsmål ved om dyrenes liv i nutidens landbrug er rimelig, når vi nu ved, at deres følelsesliv ikke adskiller sig meget fra vores? Som han skriver, er det du og jeg, der bestemmer, hvad vi vil spise - og det giver os også magt til at forandre dyrenes liv.

Jeg vil fordybe mig i bogen, når jeg meget snart skal holde ferie på den skønneste naturrige, bæredygtige og dyrevenlige glamping på Langeland, omgivet af grise, høns og får, der lever deres bedste vilde dyreliv.

Healing - af dig og dit dyr

Jeg har fire nuttede, kærlige, kvikke og nysgerrige små marsvin derhjemme på 2.sal. Og så snart denne bog fandt frem til mig, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle læse den. Den handler nemlig om, hvordan man lærer at forstå og aflæse sine dyrs energi, og får en udvidet forståelse for dyrenes krop, sind, følelser og sjæl.

Bogen giver læring i naturlig healing, og om hvordan man kan komme i kontakt med sine medfødte healende evner og med simple, effektive og let håndgribelige teknikker kan hjælpe dyrene i sit liv.

Forfatteren bag bogen er Mathilde Denning, som har en bachelor i biologi med speciale i dyreadfærd, og ejer firmaet Animal Listening, hvor hun arbejder fuldtid med telepati og healing af dyr.

Jeg er spændt på at få større viden og indsigt, og lære mine marsvin endnu bedre at kende.  

Jumbobøger

Og endelig, så blev jeg lidt nostalgisk, da jeg for noget tid siden fandt ud af, at vi endelig havde fået Jumbobøger på Børnebiblioteket! De havde været længe ventet, og meget efterspurgte af vores søde børnelånere, og så var det nogle af mine yndlingsbøger, da jeg selv var barn. Det var nemlig Anders And & CO., der var en motiverende faktor til, at jeg for alvor lærte at læse, og jeg kan stadig huske glæden, første gang jeg var i stand til at koble ord og billeder sammen. 

Jeg elsker de enormt humoristiske, opfindsomme og intelligente historier. Disneys tegnere er fantastiske formidlere af viden, kultur og historie, og formår på samme tid at stimulere børns forestillingsevne, fantasi og empati, så de kan se og opleve verden på en ny måde.

Jeg kan næsten ikke vente med at tage på nye vilde eventyr med hele Andebys dyregalleri.   

Bonusinfo: Ifølge en undersøgelse, som Megafon har foretaget for forlaget Egmont i 2015, har Anders And & Co et særligt potentiale til at styrke børns læselyst og læring. Det er interessant læsning, som I kan læse mere om på Egmonts hjemmeside.