Bogforside af "Tyven"
Foto: Politikens Forlag

Guldhornenes sidste gjald

28.11.17
Historien om og bag tyven, der stjal guldhornene, er fantastisk læsning.

Manden, der smeltede guldhornene

Hvem var mennesket, der stjal og smeltede guldhornene med koldt blod? Hvad var hans motiv og historie bag gerningen? Med "Tyven" har historieprofessor Ulrik Langen skrevet en medrivende, velfortalt og underholdende bog om ikke bare tyven Niels Heidenreich, men giver også et billede af guldalderdanmarks underklasse. 

Fra eventyret... 

Det begynder som et eventyr i bedste H. C. Andersen-stil i slutningen af 1700-tallet i Horsens-egnen. Niels Heidenreich, søn af en alkoholiseret degn og senere kun overgivet til sin lige så fordrukne mor og hans søskende, brillerer som et kvikt og lyst hoved, hvor heller ikke hænderne er skruet forket på. Takket være sin veltalenhed, nytte og intelligens finder Niels som ung "beskyttelse" hos flere fremtrædende personligheder i Horsens og får mulighed for at påbegynde et studie i latinskolen. Moderens lemfældighed med at stifte gæld står dog konstant i vejen for Nels, der som familiens overhoved må udrede moren ud af utallige luksusfælder.

... til virkeligheden

Mod slutningen af skolegangen, hvor en lys og sikker fremtid venter Niels Heidenreich, vikler moderen sig ind i så mange gældsfælder, at familien er nødsaget til at flytte -  eller snarere flygte - til København. Her må Niels ty til alle sine intellektuelle og fingernemme færdigheder, der hurtigt bringer ham på lovens rand. En sag om pengeforfalskning bringer ham i det berygtede Tugt og Raspehus, men i stedet for at det bliver enden for hans liv som kriminel bliver det grundsten til hans mest desperate kup i 1802: tyveriet af guldhornene.

Alle genrer i en bog

"Tyven" er lige dele biografi, kriminalhistorie og analyse af guldalderens Danmark. ulrik Langen skriver fantastisk medrivende og alle sanser bliver næsten taget i brug under læsningen: elendigheden, forfaldet og stanken af armod i et København og Danmark, hvor lyspunkter er få, chancer skal gribes og begreber som ære og kærlighed til familien kan få fatale konsekvenser. 

Materialer