Frydefuldt sprog hos Helle Helle

Ordene hos Helle Helle er altid velvalgte, og selvom det er Hverdagen med stort H som beskrives, keder man sig ikke.

Romanfigurerne gror frem og står lyslevende foran dig midt i præcist sansede miljøer. Helt almindelige mennesker og miljøer langt fra de store metropoler, snarere derude hvor kragerne vender. Det er ren læsefryd at dykke med ned i provinsen i Danmark og følge karakterernes ofte ret stille liv, som Helle Helle folder ud for os med sit delikate og skarptskårne sprog.

Mit bekendtskab med Helle Helle startede med romanen Hvis det er, som jeg læste, da den udkom i 2014.
Jeg blev straks fanget af stemningen og fortællingen om to på flere planer strandede mennesker, som bogstaveligt talt løber på hinanden i en skov. Balancen mellem det enkle og eksakte ordvalg og udvalgte detaljer smeltede perfekt sammen og byggede karaktererne og deres baggrunde op. Disse to personer blev lagret godt i mit sind efter romanens bare 143 sider, og ind i mellem synes jeg, at jeg bagefter har mødt dem derude i landet. Eller i hvert fald nogle, der ligner.

Bagefter skyndte jeg mig at læse de tidligere romaner Ned til hundene og Dette burde skrives i nutid. Kendetegnende for romanerne er nogle hovedpersoner, som ofte er famlende i livet. Deres personlige dilemmaer sætter spørgsmålstegn ved mange af tilværelsens eksistentielle problemer, som de fleste af os finder genklang i, og som netop hos Helle Helle behandles i hverdagens menneskelige proportioner. Det gør simpelthen godt at læse om dem.

I hendes sidste roman de, skildres forholdet mellem en datter og hendes mor, det at blive voksen, om ensomhed og om at miste på fineste og mest rørende vis, så livets skrøbelighed står helt glasklart. Helle Helle er simpelthen en mester i at skrive ”det store i det små” frem.

Du kan opleve Helle Helle med egne levende ord til Ordet er Løs 2019, hvor hun interviewes af Henrik Rasmussen, underviser i litteratur på Grundtvigs Højskole.