En smuk fortælling om en stille skæbne
Da Stoner første gang så dagens lys i 1965, fik den efter sigende ikke megen opmærksomhed. Det er der i de senere år til gengæld blevet rådet grundigt bod på, idet romanen nu kan bryste sig af at blive kaldt ”international bestseller”. Better late than never!
Stoner er historien om en mand og hans liv – et liv, der ved første øjekast sådant set ikke er noget spektakulært ved. Rammen for hans tilværelse foldes ud i romanens første ord, hvor det åbenbares, at William Stoner i 1910 som 19-årig begyndte på University of Missouri, hvorfra han otte år senere tog sin magisterkonferens. Derefter blev han ansat samme sted, hvor han underviste til sin død i 1956. Hertil kommer et forholdsvis mislykket ægteskab, en datter, der glider ham af hænde, en oprigtig kærlighedsaffære, der ulykkeligvis ikke kunne vare ved og livslang lærergerning på omtalte universitet, hvor mindst én større sag skulle komme til at sætte et uudsletteligt aftryk.
Jeg vil med andre ord vove den påstand, at Stoners liv sandsynligvis ikke skiller sig mærkbart ud fra andre af datidens amerikanske mænd i dén position. Og heri ligger netop en del af romanens kvaliteter: Stoner er et stykke meget amerikansk litteratur (her ment på den gode og allermest positive måde). Den er et lille stykke af USA, og den tegner et portræt af en amerikaner og af alle amerikanerne omkring ham. Og det på en måde, så man med god ret kan hævde, at Stoner er et lige så stort amerikansk must-read som eksempelvis Vredens druer af Steinbeck og Griberen i rugen (tidl. Forbandede ungdom) af Salinger.
Stoners allerstørste kvalitet er dog for mig at se – Stoner. Han er en litterær figur, jovist, men også en mand af kød og blod, som jeg ganske enkelt kom til at elske. Han er ikke ufejlbarlig, han er ikke nogen helt, men heller ingen anti-helt – han er bare so damn human! Og jeg kunne unde ham en meget bedre hustru end den spolerede og spolerende Edith, og jeg kunne unde ham langt større succes som underviser. Jeg kunne også unde ham en universitetsverden med mindre strid, og jeg kunne især unde ham meget mere sex med den noget yngre Kathrine. Men Stoners liv er jo én gang cementeret – det bliver ikke anderledes. Og heldigvis for det: Det er nemlig en god og velfortalt historie.
Denne anmeldelse er bragt i samarbejde med Litteratursiden.
