En rigtig Helle Helle roman
”De” refererer til to unavngivne personer, en mor og en datter. Deres forhold er tæt, og der eksisterer en stor kærlighed mellem dem, som skaber tryghed i en ellers rastløs tilværelse med konstant skiftende adresser (man fornemmer, at moren ikke har råd til at købe en fast bolig). Stedet for handlingen er en stille soveby i udkantsdanmark på Lolland - en typisk rammesætning for Helle Helles fortællinger, der fungerer som kontrast til det indre stormvejr, personerne befinder sig i.
I romanen følger vi primært datteren, som på trods af de mange flytninger lever et ganske almindeligt teenageliv i hvert fald på overfladen; hun går i skole, mødes med venner, går til fester, dater osv. Men allerede fra begyndelsen af bogen er der små afvigelser i fortællingen om datteren og forholdet til moren. Små hints, som fortæller, at alt ikke er, som det bør være. Uden at Helle Helle skrive det direkte, (eller at personerne taler om det), går det langsomt op for læseren, at moren er syg - sandsynligvis uhelbredeligt, og at datteren kæmper en indre kamp for at finde fodfæste med visheden om, at hun bliver alene. Handlingen kredser i store træk omkring denne krise, som ændrer alt for moren og datteren - som langsomt ødelægger den rytme og det trygge liv, de har bygget op med hinanden.
Helle Helle mestrer som ingen anden at skrive om menneskelige brændpunkter og oprørte følelsesliv, men hun gør det på mest subtile og rolige måde - uden drama. For mig forstærker det fornemmelsen af den ulmende katastrofe. Og det er nemt at identificere sig med den prøvelse, vi alle gennemgår i perioder af vores liv, når noget udefrakommende ændrer tingenes tilstand for altid.
