Børnebibliotekarer Sasjamille og Henriette

En lille bogsnak - om pigebørn og om at være klodset

Børnebibliotekarerne Henriette og Sasjamille mødes til en lille bogsnak for at dele deres læseoplevelse med hinanden og med jer!

Sasjamille holder sin bog op og lægger ud med at fortælle:

 "Jamen, jeg har valgt en billedbog der hedder Det værste og det har jeg gjort fordi titlen gjorde mig nysgerrig og så syntes jeg bare forsiden var lækkert illustreret."  

"Nu bliver jeg faktisk også helt nysgerrig - hvad handler den egentlig om?"spørger Henriette og kigger på forsiden. 

”Den handler om at være en der er klodset og ødelægger ting. Om hvordan det er at være i verden sådan og hvor meget det betyder at blive mødt med genkendelighed og kærlighed. Det er en ret rørende bog der virkelig gik ind under huden på mig.  Og så er det er fedt at møde en der har det ligesom man selv kan gå og have det nogen gange.” 

"Det kan jeg så godt følge dig i", svarer Henriette.

Henriette holder sin egen bog op og fortsætter.  

”Jeg har taget mit eget slidte eksemplar med af Pigebørn, som jeg læste første gang, da jeg var 12-13 år gammel. Den handler om fire vidt forskellige søstre, der vokser op i et fattigt hjem under den amerikanske borgerkrig. Det er sådan en smuk roman om både fællesskab, sammenhold, kreativitet og kærlighed. Især handler den om at blive voksen – at blive kvinde og turde tro på sig selv."

"Det er jo virkelig en klassiker, den der!"siger Sasjamille mens hun betragter bogen. 

"Ja, den er jo skrevet for over 150 år siden, men selvom den er skrevet i en anden tid, er den bare stadig relaterbar fordi den bl.a. går ind og demonstrerer en tidlig feminisme", svarer Henriette. 

”Det er jo også vildt relevant nu det lige har været kvindernes internationale kampdag!” smiler Sasjamille og Henriette nikker.

”Præcis, og det pudsige er, at jeg har læst noget nyt ind i den hver gang, fordi bogen ligesom er vokset i takt med at jeg selv er blevet ældre og voksen. Det er alt det, der gør den til en helt særlig læseoplevelse”!

 

Skulle du få lyst til at læse mere om de bøger, som Sasjamille og Henriette har snakket om, kan I finde mere information om dem herunder:) 

 

Materialer