En australsk samtidsroman

Har du aldrig læst en roman fra Australien, er Christos Tsiollkas kollektivroman "Lussingen" et godt sted at starte. Du møder et stort persongalleri i storbyen Melbourne. Med udgangspunkt i en grillfest introduceres personerne - alle gæster og vidner til den episode, der har givet romanen sit navn.

Romanen sættes i gang under en grillfest, hvor en gæst giver en uopdragen lille dreng en lussing. I de følgende kapitler skifter fortælleren og vi får et udvalg af gæsternes reaktioner på hændelsen samtidig med, at vi kommer tæt ind på livet af dem. Romanens fortællerstemmer spænder over de helt unge til de ældre, hvilket giver en stor bredde i fortællingen. Det er en oplevelse at kigge ind i en kultur der er udgjort af forskellige nationaliteter. Særlig den græske kultur træder stærkt frem i romanen. Der er bl.a. en fin skildring af et gravøl, hvor en række ældre grækere mødes efter mange år og snakken går. Det er både rørende og lærerigt at følge både mændenes og kvindernes snak.

"Lussingen" undersøger, hvordan en episode kan fortolkes fra mange vinkler, og hvor stor skade det kan forvolde på både familier og venskaber, når loyaliteten sættes på prøve.