Elsker du at se film sammen med andre?

Så skal du læse med her!

Tirsdag d. 5. marts kl.16 åbner vi dørene op for et nyt filmfællesskab på Hillerød Bibliotek, "Film i Stemningen". Her kan du opleve gode og tankevækkende film inden for forskellige genrer. Vi giver en kort introduktion til filmen og efter rulleteksterne vil der også være mulighed for at diskutere oplevelsen med de andre filminteresserede. Filmfællesskabet holder til i det gamle undervisningslokale, som er blevet omdannet til et nyt oplevelsesrum ved navn "Stemningen". Det er gratis og kræver ingen tilmelding, men der er dog et begrænset antal pladser til hver visning. I denne sæson er der film på programmet den første tirsdag i måneden fra 16-18 i marts, april og maj.

”Med filmfællesskabet vil vi sætte fokus på kvalitetsfilm, men især også snakken om filmoplevelserne. Ligesom med litteraturen ser man ting fra forskellige vinkler og oplever ting på forskellige måder. Det er ofte meget berigende, at diskutere oplevelsen med andre” siger Per og Jacob, som står i spidsen for "Film i Stemningen".

Premierefilmen er en biografisk spillefilm om en af de største østrigske forfattere gennem tiden, der sammen med sin kone flygter til Brasilien under 2. verdenskrig for at undgå nazisternes forfølgelse af jøderne. Det sker tirsdag d. 5. marts kl. 16-18. 

Nedenunder finder du 10 filmanbefalinger fra Per og Jacob, som er gode oplevelser der samtidig giver stof til eftertanke.

22.02.19