
Denne dag, et liv - bogen om Astrid Lindgren
Jens Andersen fortæller kronologisk om Astrid Lindgrens liv som oprørsk teenager, fortvivlet ung mor, myreflittig forlagsredaktør, hårdtarbejdende forfatter, deprimeret enke, vidunderlig bedstemor og politisk aktivist. Hvis du tænker, du ved alt om Astrid Lindgren, vil du alligevel blive overrasket og få nye vinkler på hendes liv.
Bogen bygger på et væld af hidtil ukendte og aldrig publicerede breve, dagbøger og fotos og mange samtaler med Astrid Lindgrens datter. Der er fantastiske billeder af Astrid Lindgren, både som ung og slank dame i spadseredragt og som ældre miljø- og dyreaktivist. Billeder af Lasse, sønnen som blev født i dølgsmål i København og som hele livet var en af skyggerne i Astrid Lindgrens liv.
Jens Andersen viser os en Astrid Lindgren, som på den ene side er en stærk kvinde med ordet i sin magt, ikke bleg for at råbe op og kæmpe for de svage, for kvinder, for dyr og for miljøet. På den anden side er melankolien, følelser af tab og sorg, som også var en del af Astrid Lindgren. De følelser som hun bruger i sine fortællinger om de ensomme, triste og forsømte drenge og de stærke, bralrende, modige men også omsorgsfulde piger.
Gør dig selv en tjeneste og brug din sommerferie på at læse biografien. Du vil blive overrasket, overvældet, rørt og varm om hjertet.