Den evige gøgler…

11.01.19
Trediveårskrigen suser afsted i Daniel Kehlmanns fantastiske narre-historie

Et sted i Tyskland i 1600-tallet lærer en dreng, Tyll Ulenspiegel, sig selv at gå på line og jonglere. Faren er en dårlig og fattig møller, men han er god til at filosofere og at være behjælpelig som klog mand. Men det er farligt, at stikke ud i en verden fuld af uvidenhed og mistro.

Gøgler for altid
Efter at faren dømmes til døden som troldmand af sine kirkelige kollegaer, tvinges Tyll - et muligt djævlebarn! - at flygte ud i verden. Her lærer han gøglerkunsten, bliver berømt og snart hofnar: det eneste menneske, der tør tale svidende sandt over for de forløjede adelige. Tyll er den gøgler, det lyse hoved i historien, der nægter at bukke under, men vil leve og underholde i alverdens mørke tider…  

Burlesk fabel
Daniel Kehlmann (f. 1975) fortæller i gribende billeder og fra forskellige vinkler gøgleren Tyll Ulenspiegels liv. Gøgleren synes mere og mere gådefuld, jo mere man prøver at lære ham at kende. ”Tyll” er en formidabel fabel, burlesk, barsk, galgenhumoristisk, livsklog og uafrystelig historie. Omdrejningspunktet er Trediveårskrigen, der med sit absurde barbari, henlagde store dele af Europa i menneskefjendsk mørke…

Daniel Kehlmann har skrevet en lang række romaner, og han er oversat til 40 sprog. 

Materialer