De urolige voksne

”Jeg ville være voksen så hurtigt som muligt. Jeg kunne ikke lide at være barn”.

Sådan skriver Linn Ulmann i begyndelsen af sin vidunderlige roman om sine forældre, den norske skuespillerinde Liv Ullmann, og den verdensberømte svenske filminstruktør Ingmar Bergman.

Ullmanns konkluderende betragtning om sin barndom kommer tidligt i bogen og bliver en form for rammesætning for fortællingen om relationen til moren og faren, der tidligt blev skilt. I begge tilfælde er forholdet præget af uro, afsavn og en manglende fornemmelse for tilhørsforhold. Moren er fraværende i det slidsomme arbejde med at passe skuespillerkarrieren, og faren har travlt med at tæmme sine urolige nerver og vildfarende (til dels narcissistiske) tankespind, hvilket kommer til udtryk i en streng disciplin, som datteren må tilpasse sig, for at være sammen med ham.

Der er ikke tale om kærlighedsløse forhold – det er vigtigt at understrege. Tværtimod er bogen fuld af rørende og kærlige beskrivelser af forældrene. Særligt af den kontrolfikserede far i de momenter, hvor han taber terræn til alderen og dermed til selvdisciplinen. Men den gennemgående oplevelse af at være barn af forældre, der selv gerne ville være børn, som Ullmann så rammende skriver, er et grundelement i fortællingen. Hun falder hele tiden udenfor reden - også som voksen - og lander et sted midt i mellem et kaos af uafklarede følelser og identiteter. Det gør til tider ondt på hende. Som hun skriver:

”Jeg var hans barn og hendes barn, men ikke deres barn. Det var aldrig os tre… den konstellation eksisterer ikke”.

Romanen kredser primært om Hammars – det sted på øen Fårö, hvor Ingmar Bergmann levede fra han var ca. 50 år, og til han døde i 2007. Det var her, at Ullmann tilbragte de fleste af sine somre som barn, og det er også her, hvor hun og faren får idéen om at skrive en bog sammen, da han er 87 år. En stor del af romanen kredser om dette bogprojekt og indeholder fragmenter fra de samtaler, som datter og far har sammen, og som Ullmann optog undervejs i projektet. Bogens dokumentariske spor blander sig med Ullmanns egne refleksioner og ræsonnementer ofte baseret på billedskabende sanseindtryk og slørede erindringsspor.  Det hele udmunder på fineste vis i en anderledes forældre-barn skildring, der hele vejen igennem forbliver interessant og vedkommende for læseren.