Barsk islandsk krimi

Vold er den seneste af Yrsa Sigurðadóttirs krimier på dansk.

Efter en våd bytur med vennerne findes den yngre mand Helgi hængt på Galgeklippen, et gammelt henrettelsessted i Reykjavik. Det kan ikke være selvmord, da der findes rester af en seddel, der er sømmet fast på hans bryst med en sømpistol. Samme nat findes den lille dreng Siggi i Helgis penthouselejlighed. Siggi kender tilsyneladende ikke Helgi og ved kun, at hans far kaldes Sibbi og hans mor Systa. Han ved også, at hans mor er gravid. Politiet står således med to spektakulære sager på et tidspunkt, hvor ressourcerne er knappe, fordi der er kinesisk statsbesøg.

Efterforskeren Hulda sættes på begge sager, da det er klart, at der må være en sammenhæng mellem dem, og psykologen Freyja, der arbejder i Børnenes Hus, tager sig af drengen.

Sideløbende følge læseren Helgis fire venner, som han var i byen med, og som på mystisk vis har modtaget en video af deres døde ven for enden af rebet. De er temmelig rystede, men de har hemmeligheder, de ikke ønsker, andre får kendskab til, så de forsøger at gå meget stille med dørene.

Sigurðadóttirs krimier handler om mennesker. Hun beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvad der gør en person til morder, hvordan mere eller mindre almindelige mennesker bliver drevet til handlinger, der er så voldsomme og groteske at det næsten ligner en parodi. Opklaringsarbejde og fortællingerne om de mennesker, der optræder i bogen er til gengæld roligt og troværdigt fortalt. Vi kommer rundt i forskellige kroge af de islandske samfund efter finanskrisen, og følger med i hovedpersonerne, Hulda og Freyjas liv, og langsomt går det op for både efterforsker, psykolog og læser, hvad det er, der foregår. Netop kontrasten mellem det groteske og det hverdagsagtige er en af styrkerne i forfatterskabet.

Vold er den fjerde krimi i serien om Hulda og Freyja, men kan læses selvstændigt.

Yrsa Sigurðadóttir besøger Hillerød Bibliotek sammen med forfatterne Sara Blædel og Stanley Trollip den 5. januar - læs mere om arrangementet her.

Billede af Ulla Stangerup
Foto: Hillerød Bibliotekerne
19.12.19