Foto: Simon Schultz van Engeland
Foto: Simon Schultz van Engeland

75 år siden befrielsen af Auschwitz

Den 27. januar er det 75 år siden, at KZ- og udryddelseslejren Auschwitz blev befriet af de sovjetiske styrker. Ligesom det også er den internationale mindedag for ofrene for Holocaust. I den anledning anbefaler vi en række relevante bøger om emnet

Det er snart en menneskealder siden, at Adolf Hitler skød sig selv i en bunker i Berlin og admiral Hans-Georg von Friedeburg på Lüneburger Heide indgav Tysklands endelige kapitulation. Snart er det 75 år siden Anden Verdenskrig sluttede, men på trods af at den tidmæssige afstand til begivenheden bliver større og større, så virker det ikke til, at udgivelsesraten af bøger er faldende. Tværtimod. Titlerne sprøjter ud og ligger år efter år højt på bestsellerlisterne. Interessen synes umættelig, og det forstår jeg godt, fordi jeg selv stadig har svært ved at forstå, at det kunne ske. Der er så mange aspekter af Anden Verdenskrig, som er så inderligt ufattelige, og som måske aldrig vil ophøre med at fascinere og forfærde.

En af de begivenheder er Holocaust.

Det nazistiske massemord på over seks millioner jøder, hvor mennesker fra hele Europa enten blev arbejdet ihjel, skudt eller gasset i udryddelseslejrene, som nazisterne placerede i det besatte Polen. Alene i Auschwitz blev over 1,1 millioner mennesker myrdet.


Fange i Auschwitz
27. januar er det 75 år siden, at lejren blev befriet af den fremrykkende sovjetiske hær. Scenen bliver malende beskrevet af Primo Levi, en italiensk forfatter og kemiker, som overlevede Anden Verdenskrig. Primo Levis tre bøger ”Hvis dette er et menneske”, ”Tøbruddet” og ”De druknede og de frelste” regnes blandt nogle af det 20. århundredes vigtigste litterære værker, og er umulige at komme udenom, hvis man vil prøve at forstå, hvordan livet og døden var i Auschwitz.

Sammen med medfangen Charles er han ved at bære et lig hen til en fyldt massegrav, da de får øje på de fire unge russiske soldater, der nærmer sig lejren til hest.  

”Charles tog sin hue af som en hilsen både de døde og de levende (…) Da soldaterne nåede hen til pigtråden, stoppede de for at kigge, udvekslede et par frygtsomme ord, kastede underligt forlegne blikke mod den uordentlige bunke lig, de hærgede barakker og os få levende (…) De hverken hilste eller smilede. De syntes tyngede, ikke alene af medlidenhed, men af en forvirret tilbageholdenhed, som lammede deres læber og lænkede deres øjne til det dystre sceneri. Det var den skam, vi kendte så godt, den skam der ramte os efter udvælgelserne, og hver gang vi var vidne til eller selv blev udsat for overgreb. Den skam tyskerne ikke kendte til, den som det retsindige menneske lider under, når andre mennesker forbryder sig, og som man pines over, at den eksisterer, at den så uigenkaldeligt var blevet indført i den verden af ting, der allerede eksisterer, over at ens gode vilje havde været nytteløs eller for svag til at forsvare nogen.”

Kommandant i Auschwitz
En anden bog, der på ingen måde rummer de samme litterære kvaliteter, som Levi’s værker, men som stadig er svær at komme udenom, er Rudolf Höss’ selvbiografi. Bogen, der blev udgivet for første gang i 1956, er heller ikke blevet mindre aktuel gennem årene i og med, at den ikke kun giver et indblik i, hvor galt det kan gå, når en ideologi bliver accepteret så radikalt, som tyskerne gjorde det i 1930’erne, men også i ekstremisme på et mere generelt plan.

Höss var kommandant i Auschwitz. Det var ham, der fik til opgave at opbygge lejren, og ham, der havde hovedansvaret for massemordet på de over 1,1 millioner mennesker, der mistede livet her. Han blev efter krigen dømt til døden for sine forbrydelser og hængt i 1947. Inden da nåede han at skrive sin selvbiografi, mens han var i fangenskab. Det er skræmmende at læse selvbiografien, da den med historiker Therkel Strædes ord: ”giver et enestående indblik i, hvordan en nazistisk massemorder fungerede som menneske, og hvad der drev ham. På den måde kan erindringerne være med til at kaste lys over, hvad det var for mekanismer, der var på færde, da en af de førende kulturnationer rev det halve af Europa ned i et barbari, der savner sidestykke i historien. Hvad var det, der motiverede de – mange – gerningsmænd, som medvirkede i forbrydelserne? Var de monstre eller ”ganske almindelige mennesker”?” Det, der faktisk er mest skræmmende ved at læse Höss’ ord, er, at det ikke virker som om, han var et monster. Det ville jo have været nemmere at forholde sig til, hvis han var en form for ”født dræber” med psykopatiske eller sadistiske træk. Så kunne man afskrive ham som en anomali, noget ikke-menneskeligt. Men som Primo Levi skriver i forordet til den engelsksprogede genudgivelse af selvbiografien fra 1985, så ville Rudolf Höss, hvis han var vokset op i en anden tid, nok have endt som en kedelig funktionær dedikeret til disciplin og orden. Kommandantens fortælling viser med Levi’s ord: ”Hvor velvilligt ondskab kan fortrænge godhed, hvordan det onde belejrer det gode for til sidst at undertrykke det, men stadig i glimt tillade små bider af godhed at skinne igennem.”

Dødens bolig
Af danske udgivelser om Auschwitz vil jeg fremhæve ”Dødens bolig”, der er skrevet af den danske historiker Peter Langwithz Smith. Bogen, der udkom i 2019, er et glimrende værk, hvis du gerne vil have en videnskabeligt funderet fremstilling af hele lejrens historie fra starten i 1940 til områdets historie efter krigen. Samtidig dykker Langwiths Smith ned i masser af vidnesbyrd fra overlevende og deres bødler, fra sagsakter og anklageskrifter efter krigen, så den detaljerede, nogle steder encyklopædiske fremstilling i mammutværket også får en menneskelig stemme. ”Dødens bolig” er samtidig en fysisk stor, meget flot og rigt illustreret bog.

Materialer