Inderlig fortælling fra metronomens fængsel

Bogens navnløse hovedperson får en violin til sin fem års fødselsdag, og ambitionen om at blive violinist er der med det samme – både hos hende selv og hos hendes far. Hun modtager undervisning og øver sig, og hele hendes fokus handler om at blive ikke bare bedre, men perfekt. Hun er hyper fokuseret, bliver ikke bare teknisk dygtigere, hun udvikler også en voldsom disciplin, der styrer hende og hele hendes liv, så alt drejer sig om violinen, og violinen bliver hendes sande jeg.

Hun kommer på konservatoriet og siden til udlandet. Det internationale musikmiljø, hun bliver en del af, er elitært, kulørt og utilgivende, men langsomt mestrer hun ikke bare sit spil, men lader også en lille smule følelser komme ud i verden, så man næsten tror, også en lille smule sig selv.

Bogen er ganske minimalistisk. Hovedpersonens er så fokuseret, at der næsten ikke er plads til noget andet. Som læser fanger man i glimt, hvor utroligt smuk, gribende og vidunderlig, kunsten kan være, men lige på den anden side hersker disciplinen, metronomens fængsel og det angstfulde behov for at være ikke bare god nok, men fremragende. Og spørgsmålet ligger der hele tiden: er det prisen værd for pigen i violinen, for forfatteren, for kunstneren?