Skal vi digte kort?

26.09.22
Hvad har digte og spillekort med hinanden at gøre? I tilfældet ’Spillekort med digte af 34 forfattere’ er svaret alt! 

’Spillekort med digte af 34 forfattere’ er et helt almindeligt, ualmindeligt sæt spillekort, der udover at kunne anvendes til ’500’ og ’Fisk’, også rummer 40 forskellige, korte digte.

Morten Søndergaard har skrevet til hjerter es;

’Hvornår er take-off? / Vi er der allerede’.

Nikolaj Stochholm står bag hjerter to;

’Vi råber hinandens navne op som om vi er i vældige rum. / Vi synger med delte stemmer den ene min, den anden din. / Det er kun når vi hvisker at andre synes os nær.’

Spillekortene kan være små tankekvækkere, samtalestartere eller du kan trække et nyt kort hver dag, og indlede din dag med det.

Lars Emil Foders budskab på klør ti lyder således;

’Hold / under / mig, så / under / holder / jeg dig / sagde / bogen’.

Lyrikken flytter sig fra spillekort til bog, og minder os om, at det er her ordene også kommer fra.

Der følger ingen instruktioner med og der er ingen fast måde at spille med ’Spillekort med digte af 34 forfattere’, men vi spillede det udendørs på denne måde med 10 deltagere;

Deltagerne blev delt i par, hvor hvert par fik hver to kort. Derefter læste de, de ialt fire kort højt for hinanden og valgte en 'vinder'. Vinderdigtet gik videre i finalen, hvor hele holdet i fællesskab skulle udvælge en vinder blandt finalisterne. Vinderkortet blev spar 6, og er af Aya Benedikte Kor. Deltagerne følte at digtet spejlede deres egen venden tilbage til naturen i dag.

Kortene er illustreret af billedkunstner Rakel Thorning-Vater, og udgivet af Christel Sunesen på Forlaget Ekbátana. Christel Sunesen og Lars Emil Foder er i øvrigt begge opvokset i Hillerød.

Ekbatanas spillekort er smukke og en rigtigt fin poetisk konversationsstarter.

Ordet er Løs 2022

Vær med til en runde poesikortspil til årets litteraturfestival.

Læs mere og se det fulde program på hilbib.dk/ordeterlos