Gry Jexen

Mød historiker og forfatter Gry Jexen, der arbejder målrettet på at skrive kvinderne ind i historien på en mere moderne og positiv måde. I 2021 udgav hun det populære historiske værk Kvinde kend din historie – spejl dig i fortiden, der blandt andet vandt Læsernes Bogpris tidligere på året.

Som historiker har Gry Jexen gennem flere år lukket historiens huller, når det kommer til bedrifter begået af kvinder. Både på Instagram, som podcast-vært og forfatter – alt sammen under titlen: Kvinde kend din historie.

Det er tydeligt, at Jexen ikke holder sig tilbage fra at formidle på forskellige kanaler, hvor hun kan lege med formaterne. Hun fortæller selv:

"I al min formidling arbejder jeg målrettet med at rykke grænserne for hvor og hvordan historie kan formidles." (1)

Det hele begyndte i 2018, hvor Gry Jexen oprettede instagramkontoen @kvinde_kend_din_historie med korte opslag om kvinder fra fortiden. Året efter havde hun premiere på podcasten ”Kvinde Kend Din Historie” hos Podimo, hvor der blev plads til mere fordybelse i forhold til formen på Instagram.

I 2021 udgav Jexen så bogen ”Kvinde kend din historie – spejl dig i fortiden” hos Gyldendal, hvilket har ført til, at hun i øjeblikket rejser rundt i Danmark med foredrag. Og til efteråret udkommer en efterfølger i form af børnebogen ”Kend din historie – 25 kvinder der formede fortiden”.

Gry Jexen har en cand.mag i historie og pædagogik & uddannelsesstudier. 

Priser

VINDER AF: Læsernes Bogpris 2022

VINDER AF: ArtBeat Prisens Talentpris 2022

VINDER AF: Podcastprisen 2020 i kategorien “Årets Nørderi”

Skrevet af bibliotekar Camilla Pipaluk Skovgaard

(1): Kildehenvisning: https://www.gryjexen.com/hvem-er-jeg/

Ordet er Løs 2022

Oplev Gry Jexen til årets litteraturfestival.

Læs mere og se det fulde program på hilbib.dk/ordeterlos