Guidet fælleslæsning

”10 forskellige mennesker lytter på den samme fortælling. Med hver deres baggrund og erfaringer opfatter de historiens handling og stemning forskelligt. Læseguiden holder en pause og ser nysgerrigt rundt på de eftertænksomme ansigter. Om et øjeblik vil der være en, som fortæller hvad han eller hun synes om det der foregår i historien, og måske er der en anden, som har oplevet noget, der minder om det i sit eget liv. Det er rart at have tid til at tænke over handlingen, og sjovt at høre andres opfattelser.  Jeg synes altid jeg er blevet lidt klogere på andre mennesker, når jeg går herfra – og måske også lidt klogere på mig selv”

Hvad er guidet fælleslæsning?

Fælleslæsning handler om at lytte til en kort fortælling og dele sine tanker med andre. En læsegruppe består af 10-12 deltagere og en læseguide. Som udgangspunkt mødes man én gang om ugen i 10 uger. Møderne varer ca. 1½-2 timer. Læseguiden læser højt, og så taler vi sammen om det. Som regel ser vi lidt forskelligt på historierne, for vi har jo forskellige livserfaringer. De mange perspektiver skaber interessante samtaler, hvor man lærer meget om sig selv og andre.

  • Nogle taler mere end andre, og nogle vil være helt tavse, og begge dele er helt ok.
  • Det gør ingen forskel, om du er vant til at læse eller ej. Der findes hverken korrekte eller forkerte måder at opfatte teksterne på.
  • Ved at tale om, hvad vi oplever, giver vi hinanden adgang til erfaringer, som vi ellers aldrig ville opleve.

Læseguiderne er søde og professionelle mennesker, som har en uddannelse i Guidet Fælleslæsning og er trænet i at skabe sammen­hæng i samtaler.

Hvad får jeg ud af det?

Udover muligheden for at danne et nyt netværk og opleve et fællesskab kan Guidet Fælleslæsning hjælpe med at give bedre livskvalitet, livstilfredshed, og forebygge ensomhed, angst, depression og social isolation. Flere oplever at de efterfølgende bliver bedre til at håndtere udfordrende livssituationer, sundhedsudfordringer, sygdomsforløb og rehabilitering. Langt de fleste ønsker at fortsætte i nye læsegrupper, når det første forløb er færdigt.

Hvad kræver det af mig?

Det kræver ingen forberedelse. Du behøver ikke have kendskab til hverken bøger eller biblioteker. Du behøver heller ikke at kunne læse. Det kræver dog at du forstår og taler dansk, og at du har lyst til at være med. Det er helt frivilligt at deltage.

Hvordan kan jeg være med?

Har du en sagsbehandler, hjemmehjælper eller anden kontaktperson i Hillerød Kommune, så kan du tage fat i ham/hende, og sige at du gerne vil deltage i guidet fælleslæsning på biblioteket. Det er ikke sikkert at der er plads i en gruppe med det samme, men vi vil gøre alt for at du kommer med så hurtigt som muligt.