Lån læsedragen med hjem

Få Mini-Hilbert på besøg

Med projektet ”Den rejsende læsedrage” kan børn nu få mulighed for at låne børnebibliotekets helt egen drage, Hilbert, med hjem. Dragen er tænkt som den oplagte læsemakker for børn. Og der er ikke nogen aldersbegrænsning på, hvem der kan få besøg af Hilbert. Er dit barn 7 år eller 12 år og har lyst til at læse med Hilbert, så skal I bare skrive til ham, og så kommer han gladeligt på besøg.

Få besøg af Hilbert - sådan gør I

Når du skriver til Hilbert, så får du en mail tilbage, hvor barnet skal svare på nogle spørgsmål om sig selv. Det er bl.a. hvor gammel man er, og hvilke interesser man har. Ud fra disse svar pakker Hilbert – i samarbejde med de dygtige børnebibliotekarer – sin kuffert med bøger, som I får med hjem, når I kommer og henter ham på biblioteket. Bøgerne kan barnet læse sammen med Hilbert, hvis de selv kan læse – eller få læst højt sammen.

Mere læseglæde

Formålet med projektet er at skabe mulighed for læseglæde, og vi ved, at læsning fungerer rigtig godt, når det er en social oplevelse. Barnet kan styrke sine egne læseevner ved at læse for den ukritiske Hilbert. Når de er sammen med deres læsemakker, så bliver læsningen en social og hyggelig stund. Og hvis barnet og Hilbert får læst højt af mor eller far – af storesøster, bedstefar eller en helt fjerde, så er det også med til at styrke læseglæden gennem det fællesskab, der skabes omkring bogen, historien og ikke mindst de snakke, som bogen afføder.

Lille Hilbert, den glade læsedrage. Hæklet blå dragebamse

 

I sin kuffert har Hilbert også en rejsedagbog. Her kan barnet (sammen med sine forældre) skrive anbefalinger af gode bøger, som det næste barn, der låner Hilbert, kan få glæde af. Hilbert har også et pas i kufferten. Når han er på besøg hos et barn, så vil han rigtig gerne have et billede af ham og barnet sammen, og det sætter børnebibliotekarerne i passet, så de næste på hans rejse kan se, hvem han har besøgt, og dermed hvem, der har anbefalet de bøger, der står i hans rejsedagbog.

På hjemmesiden og bibliotekets Facebook-side vil Hilbert nogle gange dele disse anbefalinger, så endnu flere kan få en god læseoplevelse og blive gjort opmærksom på gode bøger, de måske ellers ikke ville falde over.

Praktisk

Man låner Hilbert i 14 dage. Han kontaktes via mailen: hilbert@hillerod.dk

Han lånes og afleveres i vores åbningstid i receptionen på Hillerød Bibliotek. Når han bliver afleveret får barnet en lille gave som tak fordi Hilbert måtte komme med hjem og være en del af familiens læsestunder.

Ønsker du yderligere information om ”Den rejsende læsedrage” kan du kontakte børnebibliotekar Stine Lauritzen Larsen på mail: stila@hillerod.dk