For børn og familier

Sommerbogen 2024

Hillerød Bibliotekerne inviterer alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, ”Sommerbogen 2024”

Af Ida Hvidberg Løkke

For at skabe læseglæde og læselyst hos børn, er landets børnebiblioteker igen i år gået sammen om at tilbyde børn en masse spændende litteratur i sommerferien - og ikke mindst en sjov og inspirerende måde at læse på i ferien.

Læs og løs udfordringer

For at øge læselysten og læseglæden, er Sommerbogen bygget op om en række udfordringer, som børnene skal løse mens de læser. 

Inden start, henter I et udfordringsark, enten på Hillerød Biblioteket eller Skævinge Bibliotek. På arket finder I 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrad. Børnene skal løse mindst 10 af udfordringerne, læse minimum tre bøger, og skrive 3 boganmeldelser, for at deltage i konkurrencen (landsdækkende lodtrækning) om en af de tre hovedpræmier, der består af at tømme en boghandel på 5 minutter. 

Ud over at deltage i den landsdækkende lodtrækning, er alle børn der gennemfører Sommerbogen på Hillerød Bibliotekerne med i den lokale lodtrækning om fede præmier. 

I kan hente og aflevere udfordringsark frem til d. 24. august, hvor Sommerbogen slutter. Vindere af lodtrækningen får direkte besked.