Om dette arrangement

Tid
13:00 - 15:00
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle
Litteratur, foredrag og debat

Fernisering: Rosenhaven

04.05.24
Henover sommeren vil Hillerød Bibliotek blive fyldt med blomster, når Vandrehallen Kunsthal præsenterer udstillingen Rosenhaven. Det er en hel særlig udstilling skabt i samarbejde med kunstner Signe Kejlbo og Hillerød Lokalhistorisk Arkiv. Signe Kejlbo omdanner Vandrehallens store rum med højt til loftet til et fortryllende blomsterunivers

Lørdag den 4. maj klokken 13.00 åbner den nye udstilling i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek. 

For enden af Slotsgade med udsigt til Frederiksborg Slot og Slotssøen åbnede Café Rosenhaven i 1939, drevet af restauratøren C.B. Jacobsen. Det var ingen hemmelighed, at Jacobsen satte stor pris på naturen og havde sans for, hvordan blomsternes udtryk kunne skabe de perfekte kulisser for hans gæster. Rosenhaven var nemlig fuld af blomster, som viste naturens pragt i alskens farver og former. Med afsæt i gamle fotografier fra arkivet har Signe Kejlbo skabt sine egne fortolkninger af stedet og omdannet Vandrehallen til en regn af blomster. Selv samme fascination, som blomsterne bidrog med, når gæsterne trådte ind på Café Rosenhaven for næsten 100 år siden, er genskabt her i Vandrehallen Kunsthal. 

I den blomstrende overdådighed vil man stifte bekendtskab med flere andre spektakulære fortællinger. Det var eksempelvis Rosenhaven, som dannede ramme for modstandsbevægelsens møder og ikke nok med det, var C.B. Jacobsen en ivrig samler af lokale oldtidsfund, som blev udstillet i Rosenhaven.

Natur og klimaæstetik

Naturen har altid spillet en rolle i kunsten - og dette er ingen undtagelse i Signe Kejlbos arbejde med blomster, som er særligt inspireret af romantikken. En periode hvor naturens skønhed var et yndet motiv. For romantikerne var naturen guddommelig og blev ofte forskønnet og besjælet i kunsten. Naturen blev set som en levende organisme, der skulle respekteres og sættes pris på. Mange af de samme tanker dominerer også i klimadebatten i dag, hvor vi er nødt til at genetablere respekten for naturens plads i vores samfund. Signes sanselige blomsterværker tager del i denne forandring, når hun med en eksplosion af farver og former lader os opdage naturen på ny. Særligt kendetegnende ved hendes papirblomsterskulpturer er brugen af genanvendte materialer og alle installationer, du vil se i udstillingen, er genbrugt fra tidligere udstillinger. Signe har skabt et overdådigt blomsterunivers, der inviterer os til at drage en større omsorg for naturen, og det vi allerede har.

Om kunstneren

Signe Kejlbo er billedkunstner og designer med base i København. Hun er uddannet tekstildesigner fra Danmark Designskole i 2005 og har altid haft en stor kærlighed til ting, der gemmer på en historie. I sin kunstneriske praksis er det også ofte med historien som udgangspunkt, at hun skaber sine værker, og Signes voluminøse papirblomsterskulpturer har ført hende til flere spændende samarbejder med bl.a. Tivoli, Frederiksberg Centret, Københavns Lufthavn og Rundetaarn. Nu indtager hun bibliotekets rum og lader historien om Rosenhaven folde sig ud i en sanselig vandring i både farver og formsprog.

Fernisering

Lørdag den 4. maj klokken 13.00 åbner udstillingen officielt med en introduktion af billedkunstner Signe Kejlbo og arkivleder Simon Schultz van Engeland.